Fisker sigtet for spiritussejlads efter påsejling af mole

En skipper fra et vestjysk fiskefartøj er blevet sigtet for spiritussejlads efter påsejling af ydermolerne i Hanstholm.
Redningsstation Hanstholm rykkede fredag aften ud til et fiskefartøj, der ad flere omgange ramte ydermolen på vej ind i Hanstholm Havn. Det oplyser redningsstationen i et opslag på facebook.
Redningsfartøjerne FRB11 og C.B. Claudi blev begge sendt afsted mod fiskekutteren, som man frygtede kunne være sprunget læk i forbindelse med påsejlingen. Det viste sig dog ikke at være tilfældet, hvorfor kutteren selv kunne sejle ind til beddingen for yderligere inspektion af skaderne.
Da kutteren nåede ind til land, blev politiet tilkaldt, og en efterfølgende test af den 42-årige skipper slog fast, at alkohol kan have spillet en rolle i kutterens karambolage med molen. Vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi har overfor regionalmediet Nordjyske nemlig bekræftet, at skipperen efterfølgende er blevet sigtet for spiritussejlads.